Når møllerne er slidt ned

Køge Vindmøllelaug

Foto: maj måned

Når møllerne er slidt ned

Maj 2016


Kære interessenter i Køge Vindmøllelaug

Vores vindmøller i Vilkestrup har nu produceret el siden 1995. De har kørt upåklageligt og årligt produceret el, der svarer til mere end 2000 personers forbrug. Det er en del flere, end der bor i Ll. Skensved. Vi har i vindmøllelauget været rigtig glade for møllerne, men vi må erkende, at de er nået en alder, hvor det er ved at være tid til at overveje, hvad der skal ske med dem fremover. Skal møllerne sættes i stå efterhånden, som de går i stykker, eller skal vi se på andre muligheder. Det omtalte vi også ved interessentskabsmødet i marts 2016.

 

Vi er nu begyndt at undersøge mulighederne for erstatning af de gamle møller. I den anledning har vi indledt et samarbejde med Det Grønne Hus i Køge. Når vi har en ide om, hvad der er muligt, regner vi med at invitere jer, naboer og andre interesserede til et møde, for at informere om, hvad vi har fundet ud af og høre jeres mening. Noget af det vi vil søge at belyse er hvad der kan lade sig gøre, og hvad fordelene og ulemperne kan være ved en udskiftning? Hvordan er nye møller bedre end de gamle, og hvad kan nye møller give lokalområdet osv.?


Vi har ikke noget konkret projekt eller indstilling til hvad der skal ske, men vi vil inden mødet få lavet nogle indledende beregninger på, hvad der kan lade sig gøre – ift. afstandskrav, støj, økonomi mm. – så vi har noget at tale sammen ud fra. Vi regner med det tidligst bliver efter sommerferien, at vi har informationer nok og kan holde møde.


Information om møllerne findes på www.kvind.dk


Med venlig hilsen

Køge Vindmøllelaug